Det er vigtigt for mig at møde alle mine klienter med empati, ordentlighed og grundighed og skabe et trygt og fortroligt rum. Du er altid velkommen til at ringe til mig på tlf: 60 51 71 61 hvis du har spørgsmål.
Hvad er kognitiv terapi
Kognitiv terapi (også kaldet kognitiv adfærdsterapi) er en terapiform, der fokuser på samspillet mellem vores tanker, følelser, adfærd og kropslige reaktioner. Der søges at blive klogere på hvorfor vi agerer som vi gør, og hvordan vores tanker og tolkninger af verden påvirker os. I terapien vil vi arbejde med at ændre vores tankemønstre og lære at forholde os anerledes til vores bekymringer.
Forskning har vist at kognitiv terapi er effektfuld overfor bl.a. angstlidelser og depressive tilstande – derfor arbejder jeg med en kognitiv tilgang til behandling af denne type af problematikker.
Som menneske har vi dagligt tusindvis af tanker som går gennem vores hoved; nogen er vi mere bevidste om end andre. Det har en afgørende betydning for vores psykiske helbred hvordan vi forholder os til vores tanker. Vi arbejder i kognitiv terapi med konkrete redskaber til hvordan man træner sin evne til at tænke realistisk og håndtere bekymringstanker. Ofte lærer vi, at det ikke er selve den konkrete situation vi befinder os i som udgør hele problemet, men også handler om den måde vi tænker om situationen.
I terapien kigger vi på adfærdsmønstre og strategier som er uhensigtsmæssige for os, og er med til at vedligeholde de problemer vi kæmper med, måske uden at vi selv er bevidste om det. Ofte når vi som mennesker oplever svære og overvældende følelser, har vi en tendens til at trække os og undgå situationen og dermed følelserne. I terapien arbejder vi med at udfordre og konfrontere angst i små gradvise og kontrollerede trin kaldet eksponering, og på den måde træne vores evne til at håndtere og være i svære følelser.
I kognitiv terapi har psykologen en strukturerende rolle. Ofte anvendes der en tavle i samtalen for at skabe overblik og lave koblinger mellem teori og praksis. Et vigtigt element er at der ofte sættes en konkret hjemmeopgave i mellem sessionerne; dette kan f.eks. være en refleksionsopgave eller en konkret øvelse. Dette sikrer at de ting vi arbejder med i terapien bliver en integreret del af hverdagslivet. Der er generelt fokus på at du lærer teknikker og værktøjer som du selv kan anvende udenfor terapilokalet.
Når vi begynder med at kigge på de konkrete udfordringer der er i livet nu og her, vil vi langsomt sammen blive klogere på hvordan disse ting hænger sammen med din livshistorie og antagelser du har om dig selv og verden.
Psykoedukation
Psykoedukation betyder at du får viden om en problemstilling du har henvendt dig med, og er et centralt element i kognitiv terapi. Når vi kæmper med psykiske udfordringer, eksempelvis i form af panikangst, er det centralt at du forstår hvad panikangst er, hvilke symptomer den karakteriser denne type af angst, hvorfor den er opstået og de mekanismer der er med til at vedligeholde den.
Den viden du får igennem psykoedukation, kan også føre til en oplevelse af at du ikke er alene med dine udfordringer da andre oplever det på samme måde.
Compassion
Jeg er inspireret af nyere strømninger indenfor kognitiv adfærdsterapi, især Compassion fokuseret terapi. Det mest passende danske ord for compassion er medfølelse. Ofte forbinder vi medfølelse, med noget vi udviser overfor andre mennesker. I en terapeutisk sammenhæng udvider vi begrebet til også at handle om at have medfølelse for os selv. Ofte har vi mennesker en tendens til at have mange selvkritiske tanker og mange kender også til at have elementer af vores liv som vi skammer os over. Næsten alle vil gennem livet møde forskellige kriser og udfordringer der skaber lidelse. Indenfor compassion arbejder vi med at være med lidelsen, også i de situationer vi ikke umiddelbart kan ændre på. Vi arbejder i terapien med konkrete redskaber til at finde mere ro i os selv og udvise mere venlighed overfor os selv, dette kan f.eks. være mindfulnessøvelser og visualiseringsøvelser.
Mentalisering
Jeg er i mit arbejde inspireret af begrebet om mentalisering og mentaliseringsbaseret terapi. Mentalisering handler om tænkning, og at forstå sig selv udefra og andre indefra. Mentalisering kan hjælpe os til at forstå vores egne og andre menneskers mentale tilstande, og hjælpe os til at forstå hvordan vores reaktioner og måder at være i relation til andre mennesker i nutiden hænger
sammen med vores fortid.
Relationen i centrum
Det vigtigste for mig i arbejdet som psykolog er at opbygge en tryg og tillidsfuld relation. I min optik er det hele grundlaget for terapien og at vi sammen kan skabe forandringer. Mange gange kan det være hårdt arbejde at gå i terapi, fordi vi skal begynde at forholde os til selv og til følelser som vi har skubbet væk eller har svært ved at være i. Det er ikke nødvendigvis let at ændre på mønstre som har styret vores liv og måde at være i verden på gennem mange år. Det kræver mod at begynde at kigge på sig selv med nye øjne, og det er vigtigt for mig, at du føler, at du er i trygge hænder.
Har du spørgsmål eller ønsker du at booke en tid, så kan du kontakte mig her.