Mangler du en psykolog i Silkeborg med særlig viden om separationsangst hos børn? Du er altid velkommen til at kontakte mig på tlf: 60 51 71 61.
Hvad er separationsangst?
Oplever du at dit barn er så bekymret og angst for at være væk fra dig, at det har negative konsekvenser for dit barns hverdag og trivsel? Så kan dit barn lide af separationsangst.
Separationsangst er en hel normal og sund del af børns udvikling der typisk optræder i de første leveår, hvor det lille barn naturligt nok vægrer sig mod at blive adskilt fra forældrene. For langt de fleste børn aftager denne angst for adskillelse fra forældrene igennem udviklingen, men for nogle børn forekommer separationsangsten udover det forventelige alderstrin.
Børn med separationsangst bekymrer sig ofte om at der skal ske forældrene eller dem selv noget mens de er adskilt. Barnet kan klage over mavesmerter, kvalme og hovedpine ved udsigt til at skulle være adskilt fra forældrene. Barnet kan også være utrøsteligt og klamre sig til forældrene, f.eks. når det afleveres i skolen. Ofte kan barnet ikke sove i sin egen seng, overnatte ude hos kammerater og bedsteforældre eller deltage i lejrskole. Barnet kan have behov for hele tiden at være i det samme rum som mor eller far. I nogle tilfælde kan separationsangsten også føre til skolevægring, hvor barnet ikke kommer i skole og det kan have store konsekvenser for hele familielivet.
Separationsangst optræder både hos mindre og større børn, og i nogle tilfælde også hos voksne. Her er det ikke nødvendigvis forældrene, angsten for adskillelse handler om, men kan også være f.eks en kæreste.
Behandling af separationsangst
Kognitiv adfærdsterapi har vist sig at være en effektiv metode i behandlingen af angstlidelser, og herunder også separationsangst hos børn. Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger her.
I behandlingen arbejdes der med at identificere de angstfyldte tanker, og at skabe en mere realistisk og hjælpsom måde at tænke på. Herudover er der fokus på at udfordre angsten for adskillelse i små overskuelige trin. Man kalder ofte denne type af gradvis eksponering for ”trappestiger”. Formålet er at give barnet en mestringsoplevelse og skabe nye strategier til at håndtere angsten.